Jeg er nødt til at bringe gyserfilm på banen, men det har en mening.
Når jeg ser en gyserfilm, hvor uhyggen breder sig, så springer jeg nærmest helt op i loftet, hvis en uhyggelig person pludselig træder helt frem imod kameraet og op i hovedet på min TV-skærm. Jeg bliver simpelthen SÅ forskrækket!
Sådan følte jeg det, da jeg lå i barnevognen som lille og det er det længste, jeg kan huske tilbage i tiden. Jeg brød mig overhovedet ikke om, at folk pludselig stak hovedet frem, når jeg lå og puttede mig i vognen og jeg husker meget tydeligt, hvilken rædsel jeg følte.
Jeg kan naturligvis ikke huske, hvad jeg tænkte og om jeg overhovedet tænkte noget, men jeg kan huske følelsen af at være bange/forskrækket.
Og det burde jeg måske liiige skrive mig bag øret, for jeg er jo selv "dum" nok til at gøre det samme, når jeg skal se et lille vidunder idag ;-)
Jeg kan også tydeligt huske, da jeg som 4-årig fik mit dukkehus. Åhh suk... jeg ELSKER altså det gode gamle Lundby dukkehus og har ønsket mig et i mange år nu. Det ender vist med, at jeg selv skal frem med pengepungen, for jeg VIL ha' et!
Jeg vil, jeg vil, jeg vil, sagde pattebarnet :-D
Anita, hvor var det dejligt fortalt! Og jeg kan genkende noget med at ligge i en barnevogn, men mere træernes susen. Tænk at vi bare stikker hele hovedet ned til de stakkels små i barnevogne - men nu gør jeg det aldrig mere efter det, du fortæller, haha ...
Og jeg kan sagtens forstå, du vil give pigen i dig selv et Lundby dukkehus. Det fortjener hun da, nu hvor vi selv kan bestemme :-)
Min hukommelse går desværre kun tilbage til ca. 5-års alderen, hvor et bestemt minde hjemme fra legeværelset melder sig - da blev det nemlig strømafbrydelse, og jeg sad der mutters alene i mørket og ventede på, at min mor skulle komme og hente mig! :-) Legeværelset figurerer i flere af minderne - også med en varm 4 år yngre lillebror siddende lige midt oven i det, jeg havde brugt hele eftermiddagen på at lave, mens han sov...
Toni, jeg tror, at mange, som du, har en grænse ved 5-årsalderen. Strømafbrydelsen må have været en temmelig barsk oplevelse for dig, pyha ... Jeg håber ikke, du sad der alt for længe, men tid er svær at huske fra dengang, synes jeg :-)
Det første minde jeg har er fra da jeg har været lige omkring de tre. Vi boede stadig i det som vi i familien kalder Andekrog, og her flyttede vi fra et års tid efter min lillebror blev født; altså da jeg var 4. Men mindet jeg har er fra før han blev født.
Jeg husker indretningen af mit værelse, jeg husker tremmesengen, og jeg husker at jeg står i denne da jeg på kommoden på den anden side af rummet ser en mus rende hen over. Men jeg husker ikke, hvordan jeg reagerede, men jeg husker musen! Det er det tidligste minde jeg har, og sært nok også næsten det eneste jeg har fra Andekrog til trods for vi boede der et år efter jeg rundede de tre, hvor man jo efter sigende skulle begynde at danne minder.
Men der var nok intet som kunne slå det at dele værelse med en mus!
Heidi, det kan være, at det netop er en helt speciel oplevelse, der skal til, for at vi kan huske den tidlige barndom? Musen tyder på det.
Jeg kan huske, at jeg som cirka 3-årig skyllede en lille dukke ud i toilettet og var dybt ulykkelig over, at den ikke kunne komme tilbage.
Jeg er ofte blevet grinet lidt af, fordi havde en erindring om mig liggende i en hospitalsvugge ved siden af min mor. Jeg lå på højre side, den side, jeg fortsat ligger mig i, når jeg skal sove. Jeg lå og skævede op til hende og mærkede hendes store afmagt over hendes situation, hun var kun 16, da hun fødte mig, men jeg mærkede også hendes kærlighed. Disse billeder har fulgt mig i mange af mine voksenår og i en senere regression, blev billederne bekræftet.
Det var mit tilbagblik for dagen.
Kærlige hilsner herfra ;-)
Jeannette Mariae, sikke en smuk erindring! Og man forstår jo godt din mors afmagt, når hun som 16-årig pludselig havde ansvaret for et lille barn. Jeg synes, det er meget spændende, at du har været i regression. Jeg fulgte Rud Grants serie for nogle år siden i tv og var dybt grebet.
Lad os slå nogle sløjfer både til fortid og fremtid og nyde nuets kraft.
Kærlige hilsner tilbage til dig.
HAHAHAHAHA Madame! Ja konsekvenser er just ikke lige det man tænker mest over i den alder... lidt ligesom det var komplet uforståeligt hvorfor håret på dukkerne ikke voksede ud igen efter man havde leget frisør!
Heidi, ja præcis, det gjorde det heller ikke på mine dukker, haha ...
Jeg er altid i tvivl om, hvor meget der er mine minder og hvor meget, der er genfortalte minder, der sætter sig fast som mine egne. Men den gule bamse og vores Newfoundlænder indgår helt klart i minderne - ifølge mig! Den store sorte tottede ting jeg legede med... problemet er blot, at han blev aflivet da min søster var ret lille - og jeg så kun kan have været ca. 2½-3 år... hhmmmm????
Jeg var 3½ år og vi flyttede 6 personer (2 voksne og 4 børn) fra en lille to værelse til en fire værelse. Jeg husker at min Mor gik med min lillebror i barnevognen og jeg gik ved siden af - vi gik ned af Tingvej (Amager) og hen mod den nye lejlighed.... og jeg var kun 3½ år....
Nille, jeg har det lige sådan - er i tvivl om, hvad der blevet fortalt, eller jeg har set på billeder, og hvad der er erindringer. Men pyt, måske er det ikke så vigtigt at skelne ...
Marianne, det er flot, at du kan huske noget klart fra 3½-års alderen. Men det er måske fordi, det var en meget stor begivenhed i dit liv ...
Jeg har som jer andre tvivlen, hvad er fortalt og hvad husker jeg. men da jeg var 2½ år blev jeg indlagt på et københavnsk sygehus, vi var på ferie, og jeg væltede en termoflaske med kogende vand over mig.
Der var kun besøgstid onsdag og søndag eftermiddag ½ time, og jeg græd hjerteskærende, har mine forældre fortalt mig. Men det jeg kan huske,som mine forældre ikke kan have fortalt mig, var en masse tremmesenge med børn, der græd og at vi fik havregrød til morgenmad og lysindfaldet fra vinduerne.
Da jeg kom hjem efter 2- 3 uger gik jeg i søvne de første uger, som om jeg skulle sikre mig, jeg var hjemme.
Lene, det var dog en hjerteskærende erindring! Jeg kan godt forstå, at du gik i søvne bagefter for at sikre dig, at du virkelig var hjemme igen. Der kan vist ikke være tvivl om, at det er erindring og ikke noget, du er blevet fortalt! Og tænk at det skete, da du var 2½ - imponerende, at du kan huske det. Og det er nok fordi, det var så voldsom en begivenhed!
Jeg kan tydeligt huske at jeg var i boernehave og skulle ud i koekkenet, pludselig skreg alle og kravlede op paa stole og borde. Jeg anede ikke hvorfor, men kravlede ogsaa op. Det var bare en lille mus og jeg forstod ikke hvorfor vi skulle staa deroppe naar der var en soed mus dernede :-)
Det var da jeg var 3-4 aar, for det var foer boernehaven flyttede i nye lokaler.
Jeg husker ogsaa engang da min far fulgte mig i boernehave og det stormede saa meget at jeg husker det som om at jeg naermest ville vaere floejet vaek hvis ikke min far havde holdt godt fast i min haand. Det var ogsaa paa vej til den gamle boernehave.
Og et 3. minde fra samme tid, vi havde lavet gips afstoebninger af haand og fod og jeg husker at blive hjulpet til at hoppe paa et ben hen til vasken, som var i et andet rum, og vi skulle rundt om nogle borde, jeg husker det som ret trangt der hvor jeg skulle igennem.
Men bortset fra det kan jeg ikke vaere sikker paa hvad jeg har faaet fortalt og set paa billeder og hvad jeg kan huske.
Susan, det var spændende, tusind tak! Og vi har det åbenbart alle sådan, at vi ikke er helt sikre på, om det er oplevede erindringer eller noget, vi har fået fortalt. Men fra 3-4 årsalderen kan du huske - og det svarer også til det, jeg kan.
jeg kan huske mange tidlige glimt - de tidligste fra før 2 1/2 års alderen.
og jeg har som stor pige fået dem verificeret. det var ikke hændelser, vi ellers havde talt om.
en af de, der forekommer vigtigst, var dengang min mormor stod i sit blå køkken ved siden af vasken og græd, fordi min mors bror, som jeg også var så glad for, var død. min mor trøstede hende. kødhakkeren sad fastspændt på bordet. jeg blev lukket ud på den enorme køkkentrappe på 4. sal. det var lige efter, jeg fyldte tre.
så var det sjovere at spise sine første lakridser, mens man stadigvæk sad på potte:)
Tænk at du kan huske så langt tilbage, Regitze! Fantastisk - men det er jo en frygtelig begivenhed. Din stakkels mormor og mor. Det er da vist de voldsomme begivenheder, der har sat sig fast i vores hukommelse fra vores allertidligste barndom. Måske bortset fra lakridserne :O)
Mit allertidligste minde med billeder er fra isvinteren 1962 -63, hvor jeg blev 3 ved juletid.
Hele Smålandsfarvandet lagde til med is en nat med strømlæ, vindstille og hård frost (ved jeg nu bagefter), med det resultat at isen var klar som en glasrude selv om den var tyk nok til at gå på. Min far tog mig og storebror med ud på isen, med den bagtanke at det ville vi ikke komme til at opleve igen - men jeg husker stadig skrækken - der var ålegræsstubbene, der var en fisk, der var kanten af sejlrenden - jeg kan stadig se det for mig når jeg lukker øjnene ...
Dana, det lyder skræmmende for en 3-årig, ja sådan set i en hvilken som helst alder. Jeg forstår godt, at det minde har sat sig fast. Og det tyder på, at vores første minder tit er knyttet til en skelsættende oplevelse.
Det var skræmmende, men også fascinerende - det var jo det vand vi sejlede på hver eneste sommer, som jeg nu kunne gå på og se ned i, ikke?
Og jeg har ganske rigtigt, i de siden henrundne 45 år, set noget lignende.
Dana, jeg kan godt forstå, at det var både skræmmende og fascinerende.
Jeg har hørt at man kan huske fra man får et sprog! Det lyder egentligt meget logisk, men nu har jeg altid været meget visuel/seende, så jeg kan huske brudstykker, ting og lignende fra jeg var ca. 1½ år gammel. Jeg har spurgt mine forældre om det er rigtigt det jeg husker eller bar indbildning ud fra noget jeg har hørt, men jeg har hver gang haft ret og det er om ting der ikke er blevet nævnt - små ubetydelige hverdagsting.
Mænd - derimod, de har en før-knallert og en efter-knallert hukommelse. Før-knallert er nærmest ikke-eksisterende. ;)
Sanne, der er nok en del om det, du fortæller. Men jeg ved fra mange, blandt andet fra radioudsendelser og litteraturen, at vores tidligste erindringer er man gerne i tvivl om er ægte eller videregivet - eller evt. fra fotografier.
3 Visitors Online
