Ja vel er det spild af liv, men sådan ser den deprimerede det slet slet ikke. Jeg har selv bistået ved tvangsindlæggelse og holdt et af de kæreste mennesker jeg nogensinde har kendt i live i tre måneder, men hendes depression vandt til sidst.
Hvis et menneske ikke magter livet, så er det et helvede for dem at leve. Jeg er nået frem til at jeg respekterer hendes valg, jeg kommer aldrig til at forstå det, men jeg respekterer det. Hun ville ikke have haft et "værdigt liv" efter hendes standarder. Det ville have været et liv ind og ud af psykiatrisk afdeling, medicinering resten af livet og nej ... Depressionen vandt, min veninde døde og lige siden har jeg levet i nuet. Hendes død lærte mig meget om livet. Æret være Ts minde!
Vi kommer alene ind i verden og vi forlader den igen på samme vis, alene. Imellem de to yderpoler er der muligheden for at omgive sig med mennesker, som kan hjælpe med til at glemme, at hvert eneste menneske dybest set er alene.
Det er godt at møde mennesker, som vil mig. Mennesker, som vil være vidner til og i mit liv.
Jeg er et heldigt menneske, for jeg har mange, som vil det. Jeg har mine nærmeste, som elsker mig, også når jeg står ”nøgen” og bare er mig på godt og ondt. Jeg har mennesker, som gerne lytter og følges med mig, men jeg er dybest set alene, ligesom vi alle er alene. Jeg er mig og jeg bestemmer dybest set, hvornår jeg vil forlade denne verden.
Uanset hvor frygtelig en tanke det er, så forlader vi jo også denne jord alene. Vi får ikke følgeskab, men vi har livet igennem muligheden for at skabe gode relationer, som er med til at gøre netop vores rejse til en oplevelse, som er livet værd.
Nogle af os er ikke så heldige. Nogle af os har, af forskellige årsager, så ondt i livet, at det bliver uudholdeligt.
Jeg er dybest set enig med dig, Gitte. Vi skal gøre vores bedste for at hjælpe, støtte, være vidner og lytte, men jeg har også den dybeste respekt for de mennesker, som vælger livet fra. Jeg vil til hver en tid prøve at hjælpe, men er et menneske nået til det punkt i livet, hvor det ikke ønsker at leve længere, kan jeg ikke stå i vejen for den beslutning. Jeg kan mene noget, men jeg kan ikke dømme og jeg kan ikke bestemme.
Jeg kan udtrykke min sorg over deres beslutning. Jeg kan gøre mit bedste for at formidle, at jeg vil dem og jeg vil gøre mit yderste for at hjælpe, hvor jeg kan, men jeg kan ikke fjerne den smerte, som river deres indre i stykker og gør livet så sort og uudholdeligt, at det eneste de ønsker, er døden.
Det er en hårfin balance, når vi snakker selvmord, for hvornår er det nok? Hvornår har man det skidt nok til, at det er en beslutning, som vi andre kan finde forståelse for? Og skal vi det?
Jeg har selv været vidne til liv, som er sluttet alt for tidligt på baggrund af selvmord. Jeg har forstået det. Jeg har haft svært ved at acceptere det, men jeg har forstået det, men for at forstå, må man også have været dybt involveret og det har involveret grænseoverskridende adfærd for mit vedkommende, men ingen dør må være uåbnet, når livet slutter på baggrund af et selvmord. Så skal vidnerne til det liv, der slutter, have været hele vejen rundt for at forsøge at skabe grobund for en fornyet livsglæde.
Når det ikke lykkes og derfor ender i et selvmord, er det tragisk, men man kan godt sidde tilbage med en dyb forståelse for det menneskes valg, er min erfaring.
Irene og Liselotte: Tak for jeres bidrag! Jeg mener stadig, at de to meget unge kvinder (med kærestesorg) i mit indlæg burde have haft muligheden for hjælp.
Det mener jeg også, Gitte og hvis det ikke fremgår af min kommentar, så har jeg være ringe til at forklare :-(
Liselotte: Måske mener vi nok det samme. Mit ærinde med indlægget var i al enkelhed at sige, at det er et fælles ansvar at fornemme, hvis vores kolleger trænger til hjælp.
Jeg tror, at vi mener det samme :-)
Madame, jeg mener bestemt også man skal gøre det man kan for at hjælpe, men man må også acceptere at nogle gange er der ingen hjælp muligt.
Kærestesorger kan, i min estimering, hjælpes ...
Irene: Ja!
Så længe der er rimelig grund til at tro på at den der vil forlade livet kan få det godt igen, synes jeg bestemt også at der er brug for at gøre hvad der skal til for at livet kan gå videre.
På den anden side er der også tilfælde hvor et selvmord ikke besluttes i affekt, men gennem lang tid på et afklaret grundlag. Her mener jeg at der er brug for at have respekt for et menneskes frie valg, og ikke tvinge det til at livet skal have så mange dage som muligt. Også selv om det kan være svært at forstå hvorfor.
Endelig er der tilfælde, hvor det er forståeligt hvorfor døden ikke er den værste udvej, hvor der ikke er grundlag for at pege på at livet kan blive til at holde ud igen. I en sådan situation besluttede jeg at lade min kæreste få fri fra at lide et ubærligt liv. Det har jeg en blog og hjemmeside baseret på, En sommerfugls selvmord.
Jeg havde haft det meget skidt med det hvis jeg havde begået det overgreb det ville have været at hindre hende i at få fred.
Tosommerfugle: Mange tak for dit indlæg! Jeg har kun nået at skimme din blog - den ser sober og oplysende ud, og jeg vil læse det hele, når jeg får mere tid.
tosommerfugle, nogle gange er det at give slip den største hjælp, man kan give.
Nuvel, selvmord er også en umådelig egoistisk handling og til meget stor og meget dyb smerte for de, ofte, uforberedte efterladte pårørende. Den dybe skyldfølelse hos forældre, søskende, børn ødelægger mangt et liv.
Heldigvis er dette et av de livsområdene jeg har liten erfaring.
Den erfaringen jeg tross alt har, handler om elever som har valgt å avslutte livet, - og det orker jeg ikke en gang skrive om.
Det forstår jeg så godt, Hege.
Det er svært, det her. Både at læse om og at hjælpe andre med - også fordi jeg aldrig nogensinde har haft selvmordstanker selv. Uanset hvor langt ude i tovene eller nede i depressionen jeg har været, har jeg aldrig overvejet at slutte.
Der har været venner, der balancerede på kanten af valget. Der har været medmusikere, som begik langsomt selvmord med alkohol og diverse stoffer. Der har været gamle skolekammerater, der tog sig af dage med narko (selv om det tager år!). Der var en medkollektivist, der gik helt ned med paranoid skizofreni, og en elsker der var maniodepressiv.
Grundlæggende tror jeg det handler om at være der for hinanden, at kunne rumme alt det ved medmennesket som ikke fungerer - at kunne lægge øre til når proppen går af og man endelig taler med nogen om hvad der er galt og hvilke tanker man har - og at turde tilkalde professionel hjælp, når det går helt galt. De to sidste eksempler foregik dengang i senhalvfjerdserne, hvor psykiatri handlede om bedøvelse og opbevaring. Hvor man kom på besøg og fandt manikeren som en bævrende dejklump af Serenase, og ingen der bare t æ n k t e på samtaleterapi eller noget i den retning. Hvor vi udenfor var nødt til at råbe og slå i bordet for at den professionelle hjælp faktisk kunne bruges til noget - jeg ved ikke hvordan behandlersystemet fungerer i dag, når folk har brug for en periode på den lukkede afdeling.
Men det kræver uhyggeligt mange ressourcer at være til hjælp når folk har en psykisk temperatur på 40, for nu at sammenligne med noget fysisk. Også fordi det er satans skræmmende at se ind i folk og finde noget man ikke genkender ... jeg synes bare man skal hjælpe. I det omfang man får lov.
Min far tog sit liv, han havde oplevet, for ham ganske ubærlige ting, han orkede ikke livet længere og vi kunne ikke hjælpe, han blev 64 år.
Vi børn var dybt ulykkelige over det skete, men at se ham så ulykkelig, som han var, var også slemt.
Ja det er et dystert emne og heldigvis et emne, jeg ikke selv har haft inde på livet. Jeg føler meget med jer der har, for hvor må det være svært at stå på sidelinien. Jeg synes LiseLotte udtrykker det meget godt: at vi skal hjælpe til livet, men ikke dømme eller bestemme. -Men derfor kan vi godt mene og føle det meget svært, at andre tager et valg som også påvirker omgivelserne i en uoverskuelig grad.
Den var svær!
Nej, nej, jeg troede ikke, at man kunne møde så mange selvmord på din arbejdsplads. Jeg er rystet: skyde sig selv på sit kontor i arbejdstiden?
Det er svært for mig at forstå selvmord, selv om sygdom og træthed kan føre til en vis "jeg gider ikke mere" stemning.
Jeg tror at den bedste hjælp er en åben diskussion. Mon der er nogen, som ville have godt af at sadle om en gang i mellem - bare for at opleve noget nyt og få sat de store livsting i perspektiv?
Dana: Du har jo ret i, at selvmord også kan være at dø af stofmisbrug. Det er voldsomme oplevelser, du har haft inde på livet!
C.O.: Det må være forfærdeligt, når en af ens forældre vælger selvmord som udvej.
Valdemarsro: Jeg synes også, det var svært at skrive om. Jeg fortryder bare, at jeg ikke blandede mig, da jeg var helt ung og oplevede min nærmeste kollega dø som 27-årig.
Donald: Ja, det er rystende! Du har helt sikkert ret i, at folk burde sadle om i tide. De eksempler, jeg fortæller om, var så alle på grund af personlige årsage.
Jeg mener så bestemt man skal hjælpe en ven/kollega, hvis vedkommende går med selvmordstanker. I langt de fleste tilfælde kan denne person få det godt igen - især hvis det er kærestesorger...
Det eneste tilfælde, hvor jeg synes selvmord er acceptabelt er ved uhelbredelig sygdom, som giver en uværdig sidste tid med smerter og lignende. Dér kan jeg godt forstå man ønsker at stoppe lidt tidligt.
Emmaline: Ja! Det er det, jeg også synes.
Kort og godt, så har jeg altid syntes det var en egoistisk handling, MEN som mange så klogt har beskrevet så ved jeg jo godt at når man er i det dybeste mørke, så er det svært at se, at man betyder noget for andre, at der kan være en anden vej at gå.
Med hensyn til sygdom, så er jeg ikke enig i, at man skal begå selvmord for at afslutte et uværdigt liv. Jeg accepterer det og jeg fordømmer det ikke, men Hospicepersonale siger klart, at når folk får den rigtige pleje og lindrende behandling, så ønsker de ikke døden skal komme hurtigt,men så får de sagt farvel til deres kære på en værdig måde og omvendt.
Det er et tungt emne, og jeg er enig i. at man skal prøve at hjælpe, og man skal ikke holde sig tilbage for at sætte ord på sine tanker overfor personen.
Jeg har aldrig haft selvmord tæt på mig privat, jeg kender folk der har skudt sig eller forsøgt at hænge sig, men ikke mennesker tæt på mig.
Lene: Du ved jo meget mere om den syges sidste tid via din uddannelse og dit job, end jeg gør. Men jeg oplevede lidt af det, da min mor var syg af kræft og led frygteligt - og svandt ind til ingenting. Hun fik den sidste tid forlænget ved behandling, og det oplevede jeg som uværdigt, fordi hun var helt væk i sløvende medicin. Heldigvis fik hun to dage på hospice, som var det bedste der skete for os alle i hendes sygdomsforløb.
Madame, jeg oplever også på mit arbejde, at vi ind imellem behandler, hvor vi ikke skulle gøre det, men det er et gråzoneområde.Vi må prøve på at blive dygtigere til hjælpe meget syge og døende, og jeg er glad for at I oplevede Hospice, jeg vil gerne at vi andre kunne lære mere af dem.
Lene, på et hospice er der vist flere resourcer, ingen personalemangel, jag og stress. Jeg har svært ved at se, at det kan blive sådan på almindelige hospitaler, men gid det dog kunne.
Jeg er nu ikke enig i at se selvmord som en egoistisk handling.
Lene: Det ville være sørgeligt for vort samfund hvis en argumentation var at skulle "begå selvmord for at afslutte et uværdigt liv". Livet er i høj grad værdigt, også når det ikke er godt. Men uden udsigt til et godt liv, kan der være brug for at respektere et valg om at sige fra i forhold til at være vidne til sin krops og sit livs sidste forfald. F.eks. har jeg set en god artikel om en mand som stoppede sit liv før hans demens fratog ham kontrollen. Han sagde farvel til konen, som respekterede hans valg.
Et hospice kan ganske rigtigt være et fremragende sted at have sit dødsleje, men der er mange problemer hvor det ikke er en løsning.
En lidt mere provokerende historie... Et gammelt Israelsk ægtepar begik selvmord med champagne på bordet. De elskede livet så højt at de synes at det var bedre at dø end at skulle holde op med at nyde det.
Selvmord og selvmord er ting som intet har med hinanden at gøre.
Det er i øvrigt tankevækkende at læger er en faggruppe som har forholdsvis mange selvmord. Det er jo netop dem som ved mest om hvad de har i vente ved alvorlig sygdom.
Mht. egoismen i handlingen:
Jeg tror det har med perspektiv at gøre, man kan som pårørende vælge at se helt uselviskt på selvmordet og dermed bliver det netop ikke en egoistisk handling.
Men vi efterladte har trods alt også lov til at smerte og gøre ondt og føle os forbigåede og magtesløse og jeg vil til enhver tid hævde at der er megen skyld skudt i de efterladtes sko, det er de færreste der har overskud til at se uselviskt på handlingen. Vi er i bund og grund alle egoister, i den forstand at vi har behov for selvbeskyttelse, deri ligger egoismen i min optik.
For en god ordens skyld vil jeg gøre opmærksom på at jeg ikke føler skyld over Ts død, jeg forsøgte at hjælpe hende til livet, så godt jeg kunne, på den måde er mit "ego" stadig intakt. Men mit hjerte smerter stadig 15 år efter tabet.
Irene: Ja, det er netop det indbyggede perspektiv i ordet "egoisme" som får mig til at synes at det rammer lidt skævt. Som jeg opfatter dagligsproget, er det noget med at handle uden hensyn til andre, fra sit eget perspektiv. Men jeg tror egentlig at vi grundlæggende set er ret enige :-)
Jeg er 100% med på at efterladte kan have grund til at føle sig forbigåede og magteslæse - en stor smerte. Og i den sammenhæng kan det være naturligt at "bebrejde" den som ikke er længere.
Din første kommentar er er godt eksempel på at det kan være rigtigt at respektere et valg om selvmord. Som jeg ser det er det sørgeligste ikke selvmordet som sådan, men at et liv blev et helvede at leve. Ja, beslutningen kan være uforståelig, men det lyder som et tilfælde hvor det er svært at påstå at et liv samlet set var blevet bedre af at være længere. For nogen.
huha.
jeg er rundet af en familie, der i flere tilfælde har brugt selvmordet som løsning.
og jeg har levet med en psykisk syg samlevers daglige selvmordsforsøg, som ikke kan sammenlignes med de velovervejede beslutninger, der optræder i forbindelse med alvorlig sygdom osv.
min mening: selvmord er ultimativt den mest egoistiske handling et menneske kan foretage sig - hvis ikke høn har forklaret sig omhyggeligt og sagt farvel til sine nærmeste.
og hvem skal vurdere, om grunden er god nok til at forlade sine
børn
forældre
elskede
venner.
hov. dit indlæg handler om, hvorvidt man skal hjælpe med at holde fast i livet trods det, at det kan være en grænseoverskridende handling. jamen er det ikke bare klart, at det skal man??
Jomen Regitze, skal man hver gang? Nogle gange skal man (som pårørende) også bare give slip, fordi det er den uselviske og eneste vej alligevel, synes jeg ...
Jeg læser med på alle jeres kommentarer, det er meget lærerigt. Tak til jer alle - skriv meget gerne mere!
Hege har et gribende indlæg på sin blog om samme emne: http://livetleker.wordpress.com/...%c3%b8rt-minne/
Jo, det er klart at der skal hjælpes også når det er grænseoverskridende. Men spørgsmålet er "bare" hvad det vil sige at hjælpe. Og om det måske bliver grænseoverskridende for en selv.
Med afsæt i min sag skrev en læge en klumme, hvor han også kommer ind på en sag med en jæger der udbad sig fuld besked om sin cancerdiagnose, ville kende betingelserne. Lægen vidste godt hvad det betød, og blev ikke overrasket da patienten 3 dage senere skød sig selv en strålende sommermorgen.
Havde det været en hjælp at få politiet til at afvæbne ham? Nej.
Lægen behandlede sin patient med den fornødne respekt, både før og efter selvmordet.
Det er tankevækkende læsning. Tak Tosommerfugle!
