Jeg synes det er en fin balanse mellom anerkjennelse og utfordring på min arbeidsplass. Det er jo to sider av denne saken, - anerkjennelse og utfordring. Man skal ikke bare ha, - man skal gi, man skal ikke bare kreve, - man skal yte.
I våre samfunn har vi vanvittig gode velferdsordninger. Jeg kan være borte fra jobben når som helst, og ganske mange dager i året fordi jeg er syk - uten legemelding. En telefon fra meg er nok. Dette koster uhorvelige mengder penger, - penger som må tjenes inn. Nå er det flere politikere og partier i Norge som ønsker karensdager, og det krever de nettopp fordi sykefraværet er som du skriver om her: Vanvittig høyt. Det gjør meg så sint. Jeg vil fortsette å ha de gode ordningene vi har. Sykefravær er en tillitssak mellom meg og arbeidsgiver, og hjemme har jeg lært (- og lært videre til mine barn) at man ALDRI, absolutt ALDRI er borte fra jobben et sekund uten grunn. Den dagen jeg blir syk, skal jeg nemlig kunne være hjemme med god samvittighet. Og alle de som er kronisk syke skal kunne være hjemme med god økonomi uten å føle at det er noe feil i det. De skal vite at alle vi andre er glade for det. Den som er hjemme uten skikkelig grunn undergraver hele systemet, og det er usolidarisk mot dem som faktisk ikke kan jobbe.
Jeg aksepterer selvfølgelig at et dårlig arbeidsmiljø og manglende anerkjennelse kan føre til sykdom, men da må man ta tak i problemet, - og det gjør man på arbeidsplassen, - ikke hjemme.
Vi er voksne mennesker, for fanden!
Ja, i princippet giver jeg dig ret, Hege! Men der kan jo være mange grunde til et elendigt arbejdsklima, som gør folk syge indeni - uden at det kan måles på deres fysik. Jeg ved ikke nok om de kommunalt ansattes problemer til at kunne forsvare dem - men ved, at man her i Danmark kostes ud i arbejde så hurtigt som muligt, hvis man er syg. Jeg tror, du er en idealist! Og hurra for at vi har idealister :-)
Jah, den kunne jo ligge på et meget lille sted, da det kom til stykket - en livstruende diagnose og langvarig sygemelding - og så et velrettet spark med ordene: "Vi er opmærksomme på at du har fået en alvorlig diagnose, men det ændrer ikke på at vi er nødt til ansætte vikar og derfor ikke længere kan opretholde dit ansættelsesforhold" - efter næsten 10 års dedikeret arbejde!!! - men bortset fra dét, så er jeg naturligvis enig med dig, Madame - det er så uendeligt vigtig at føle sig værdsat og føle at man nyder tilli :-)
Et cetera, det er en grum historie, du har med i dit livs bagage. Den er så dybt uretfærdig. Måtte den ansvarlige få karmaloven lige tilbage igen ...
Jeg har knoklet på den samme arbejdsplads i næsten tyve år, hvor det var meget, meget småt med anerkendelse. Da der så også blev et meget dårligt arbejdsklima valgte jeg selv at gå min vej. Valgte så en helt anden branche hvor jeg omtrent hver eneste dag får at vide at jeg er noget helt specielt! Det har simpelthen gjort så meget for mig at komme ind i en verden jeg ikke tidligere kendte til. En verden hvor man roser hinanden, siger hvis der er noget der er godt, spørger til hvordan man har det med episoder der måske kunne påvirke een..... kort sagt en verden hvor man bliver set. Det er helt fantastisk og det gør noget ved mennesker! Anerkendelse får i den grad det bedste frem i medarbejderne, sjovt nok er det noget de fleste godt ved, men det er de færreste der gør noget ved det. Men tak for dit indlæg det satte lige lidt i gang i mit hovede ihvertfald!
Tak, fru Koch, det er jo en fantastisk dejlig historie! Hvor var det dog godt, at du fandt andre græsgange. Og jeg er helt enig med dig i dine betragtninger.
At jeg er idealist, kan du bite deg i nesen på, - og det vil jeg fortsette å være. Samtidig ser jeg at jeg sparker litt vel hardt av og til. Jeg bestrider ikke at sykdom kan være så mangt, og det er jo også de psykisk syke vi skal være solidariske med. Det jeg forsøker å si er at voksne mennesker må ta tak i problemene på den ene eller den andre måten, - kanskje også ved å gå, slik som Hjemmeside forteller om her oppe. Poenget er jo at sykefraværet er så skyhøyt at det må være noe galt et sted, og sånn kan vi ikke fortsette. Det handler om vår felles økonomi dette her. Og jeg fastholder også at det handler om solidaritet med de syke. Tenk på alle kronikerne som ikke kan arbeide, tenk på de med alvorlig syke barn, tenk på ... Da kan ikke vi som er friske være hjemme fordi arbeidsmiljøet ikke er helt godt. Da må vi gjøre noe med arbeidsmiljøet, - så sant vi kan.
Uff, - nå var jeg visst litt krass igjen!
Hege, visse steder kan man ikke ændre på arbejdsmiliøet - for det tager måske år og dag. Dårlig ledelse giver simpelthen et højere sygefravær - sådan er det bare set med mine øjne.
Jeg synes faktisk at min arbejdsplads er super god hvad det angår. Vi har travlt, ja. Men vi bliver anerkendt og bakket op. Der er muligheder for at sætte sig væk en gang i mellem og rydde kalenderen, hvis behovet er til det. Der kan jeg bestemt ikke klage :-)
Det er ærgeligt at alle arbejdspladser ikke bruger ressourser på deres medarbejdere, de ville få SÅ meget igen!
Jeg er helt enig, Valdemarso! Det er så dumt, at man ikke tager det alvorligt alle steder. Hvor er det dejligt at høre, at der er god forhold, hvor du arbejder!
